Det er dit liv, tag sagen i egen hånd!
Når man som ung har baggrund i flere forskellige kulturer på én gang, kan det være svært at forene det hele i ét liv. Hvis du derude sidder med en identitetskrise og føler dig splittet mellem to kulturer, så vil jeg blot sige ’velkommen i klubben’!
Mit navn er Fadime, hvilket betyder ”En der holder ud ”.
Sjovt nok synes jeg at mit navn passer perfekt til mig som person. Det er faktisk ligegyldigt hvad jeg hedder, jeg er bare en ’nydansk’ pige. En ’etnisk’ pige ville danskerne kalde mig, men jeg er blot en ganske almindelig pige som dig.
Da jeg blev kontaktet for første gang og blev spurgt om jeg ville skrive en lille blog medhensyn til mine synspunkter og oplevelser inden for dette emne, tænkte jeg automatisk, hvad kan jeg som ung der står i samme situation, bidrage med eller byde på?
Kort og godt har jeg lært at leve med det! Jeg har netop erkendt og lært at ens identitet kan rystes og nye veje uundgåeligt kan findes. Livet er enkelt. Hvis du ikke kan lide, hvad du ser i livets spejl, må du simpelthen ændre på det.
Som ung kvinde har jeg lært at min fremtid ligger i mine egne hænder og ikke i en andens.
Jeg har lært at leve med det, når min familie hælder mod én tradition og omgivelserne kræver noget andet, hvor jeg mener noget helt tredje.
Jeg har som ung ingeniørstuderende lært at bryde mønstrene derhjemme og i min omgangskreds.
Jeg har som menneske lært, at alle individer er født frie.
Jeg har som ung kvinde lært, at stå på egne ben.
Jeg har, jeg har og jeg kæmper stadig…..
Vi har alle et verdensbillede. Uanset om man er sig det bevidst eller ej. Vi har alle visse forudsætninger og antagelser der påvirker den måde vi ser på livet og virkeligheden. Det handler om at kæmpe for dit eget verdensbillede.
Når tingene ikke helt går som planlagt, så lad være med at beklage dig, og spørg i stedet dig selv, hvad du bør foretage dig fra nu af. Hvad er næste skridt eller handling? Hvad er løsningen på dette?
Der er ingen der kan hjælpe dig udover dig selv. Tag sagen i egen hånd, det er dit liv, det handler om din fremtid, vær ligeglad med din omgangskreds. Kæmp for det du tror, er rigtigt! Det er lige præcis det jeg gør.
Rigtig meget Pøj pøj!
Fadime Alici


Blandt andet Rushy Rashid, Kristina Abu-Khader Aamand, Aamer Ahmad og Rosa Forozan Faizzad har et budskab til dig.
Se klip



